Jens Mathiesen Andersens gård, Krogen 11, (link til ejendommens historie) kan føres ca. 300 år tilbage. Gården, som i ca. 200 år var i samme slægts eje, blev omkring 1900 overtaget af Jens Nielsen Poulsen, f. 8-4-1869 i Drengsted, efter sine forældre - gårdmand Hans Ditlev Poulsen (1830-1903) og Anne Botille, f. Winther (1829-1891).
Gården brændte i 1910, og blev genopført - navnlig med et ret imponerende stuehus. Jens Nielsen Poulsen døde i 1917 og efterlod sig enken Marie, som var søster til Jens Mathiesen Andersen.
Jens Mathiesen Andersen var udvandret til Amerika - nærmere Iowa - vel (lidt konspirerende) for at undgå tysk militærtjeneste. Alle mænd blev indkaldt, når de fyldte 18 år, men han blev kasseret og indlemmet i reserven. Da krigen brød ud skulle han stille ved militæret i foråret 1913, så han og 4 kammerater, 2 fra Drengsted og 2 fra Ballum, tog af sted til Amerika via København. De to af drengene var brødrene Hans Knudsen Nielsen og Ditlev Bundegaard Nielsen, og både turen og drengenes liv i Amerika kan I læse meget mere om i det spændende afsnit "Flugten til Amerika" under menupunktet Slægtshistorier->Familiehistorier->Nielsen, Peter og Marie Christine - familiehistorie.
Hans Mathiesen Andersen kom hjem efter krigens afslutning i 1920 og flyttede ind på gården for at hjælpe sin søster med driften. Deres far Anders Thomsen Andersen flyttede også ind. I 1920 købte Jens Mathiesen gården, som var på 114 tdr. land og i 1924 giftede han sig med Magdalene Aabling, som var en søster til brødrene Niels og Carsten Aabling (Krogen 6 og 8).
Gården blev i 1961 overdraget til ældste søn Anders, som drev den frem til sin død i 1974. Derefter blev gården i 1975 solgt til den nuværende ejer Andreas Drøhse.
Magda, som Magdalene blev kaldt, og Jens Mathiesen fik 7 børn: Marie, Anne, Sigrid, Anders (d. 1974, blev 46 år), Jacob (d. 1948, blev 18 år, Christel (d. 1935, blev 8 mdr.) og Henry.
Under menupunktet Anetavler kan I finde anetavle for Jens Mathiesen Andersens familie samt Jensen Nielsen Poulsen.