Fem forældreløse søskende

I forbindelse med gennemgang af Cornelius Schmidts gemmer faldt jeg over denne artikel af 8. juni 1983 i lokalavisen By&Land skrevet af H.E. Sørensen (foto) ud fra interviews med fru Marie Søgaard, Skærbæk. 

Der er tale om en meget velskrevet og ufattelig gribende stærk fortælling om en flok pludselig forældreløse børns traumatiske opvækst, og som kunne være endt grueligt galt med spredning til mere eller mindre gode plejeforhold, hvis ikke en af egnens store personligheder var trådt til.  

Mens jeg læste denne gribende fortælling, sank jeg helt ærligt dybere og dybere ned i stolen, og endte også helt ærligt med våde øjne og en forestilling om disse stakkels børns oplevelser ikke mindst omkring deres forældres død - faderens korte mulighed på grund af krigstjeneste for at være hos børnene efter moderens død, og ikke mindst efter faderens død, hvor deres gamle svagelig mormor med få midler og utvivlsom med stærk vilje måtte forsøge at klare dagligdagen.

Du har en fortælling om en meget skrøbelig lillesøster og en fantastisk indsats fra de større søskende. Det er så gribende en fortælling, at man næsten ikke fatter, at disse børn fik mulighed for at komme videre i livet uden mere overlast – delt til mere eller mindre gode forhold. Børnearbejde var jo ikke ualmindeligt på daværende tidspunkt.  Men heldigvis.          

Børnene mistede med få måneders mellemrum deres mor, som døde af tuberkulose, og deres far, som var indkaldt som preussisk soldat og faldt ved den russiske front  den 27. juli 2015. 

Artiklen har egentligt ikke - vel slet ikke noget med Drengsted at gøre, men jeg synes nu alligevel jeg kan tillade at tage den med. For fru Søgaards mand var nemlig min tandlæge, mens jeg gik på realskolen i Skærbæk. Han var af den gamle skole. Jeg tror, at han var bedst til at trække tænder ud, for de tænder jeg fik "lavet" var nu  ikke til det bedre. Det var nu også mere end svært at sidde rolig i stolen - for bedøvelse kostede jo - og der blev nærmest brugt hammer og mejsel. Sådan føltes det i hvert fald. Jo - jeg husker det skam tydeligt endnu og egentligt ses det også. 

Hertil kommer også, at fortællingen givet omfatter mange familiers trange og traumatiske kår på daværende tidspunkt. Jo, vi har det rigtig godt nu - GLEMT DET IKKKKKKE. Det er jo ikke historisk ret lang tid siden, og som verdenen udvikler sig i dag kan denne tid komme igen, som ingen selvfølgeligt ønsker det. Vi må da indrømme, at der er utroligt meget ondt uorden overalt omkring os.  

(Det har været lidt svært at få tilpasset artiklen, da originalsiden har en længe af omkring 2 x A4 sider. Derfor går teksten øverst på siden lidt igen for på den måde at vise siderne fortløbende)