Det er så mit fødehjem, hvor jeg voksede op med 3 søskende - 2 ældre brødre, Jørgen og Knud, og en lillesøster, Caroline - (en nyfødt ca. hvert 2. år og kun lægen hindrede nordjyske forhold - rigtig mange børn) - som børn af Grethe og Rikard Hansen.

Det var min mors fødehjem. Min far kom fra Hørby i Vendsyssel. Han var uddannet kontrolassistent (sådan en, som i gamle dage gav køer karakter efter ydelse og fedtværdi i mælken -  noget nyt og ret moderne på daværende tidspunkt). Han arbejdede sig ned gennem Jylland, hvor han endte i landsbyen Vellerup i Sønderjylland. Her var min mor ung pige i huset hos sin lidt ældre halvsøster Engeline, som var blevet gift med gårdejer Jens Lautrup.

Her var min far så "kontrollør" og som Alexander fortæller - så var han en rigtig flot fyr altid velklædt i brun jakkesæt og lange læderstøvler. Noget som rigtig "tændte" og sådan gik det til, at min mor og far fandt hinanden til stor glæde for os børn (livet).

Det var en landbrugsejendom på ca. 80 tdr. land med det meste af jorden omkring ejendommen.
Så vidt jeg husker, havde vi for det meste mellem 8-10 køer og en række kalve, hvorfra der skete udskiftning blandt køer og ellers solgt til handelsmænd eller slagtning. Det var gerne vognmand William Nielsen (søn af Stoffer Nielsen, Krogen 7) Bredebro, som hentede dyrene. Han havde en stor flot rød lastbil indrettet til transport af dyr. Der var også 2 grisestalde mere eller mindre fyldt op hele tiden - den ene til slagtegrise, som blev leveret til slagteriet i Skærbæk.

De fik præget et stempel, som blev "slået" mod ene lår med oplysninger på leverandøren/-nummer. Det var med et apparat med små blækstifter, som blev slået mod skindet. Det kunne godt få grisen til at skrige lidt op. I starten skulle der 2 personer til at læsse en gris, da det foregik med en kæp under bugen og et løft til en lille luge i bagsmækken på lastbilen. Senere blev det rigtig moderne med en hydraulisk lift - et buet smal "skål", som grisen blev ført ind i og fik sig en kort rutchetur ind på ladet.

Der var også en hestestald med plads til ca. 10. Vi havde omkring 5-6. Et par af de gamle kunne der godt rides på, mens resten  var nogle urolige nogen - set i børnehøjde.

Der blev malket morgen og aften og mælken blev leveret til mejeriet i Døstrup i mælkejunger a 50 kg (+ spand vel mindst 10 kg) med leverandørnummer stanset ind i låget. Mælken blev afhentet hver morgen af "æ mælkman", som med håndkraft læssede de ret tunge spande/mælkejunge op på en almindelig landbrugsvogn. Der var tale om et løft og sving på mindst 1 meter. Så det var et rigtig hårdt arbejde. På mejeriet foregik af- og pålæsning også med håndkraft, men dog ved rampe i samme niveau. Returvarer var bl.a. valle og surmælk til grisene. Man kunne også bestille frisk smør og ost, som så blev leveret samtidigt. I flere år havde landmand Marinus Haugaard, Drengstedvej 49, dette hverv som supplement til hans nyopførte husmandsbrug.

Ja, jeg havde næsten glemt, at min far havde heste frem til omkring 1958, hvor han købte sig en ny rød David Brown traktor. Det var noget stort og vi børn fik lov til at køre en lille tur. Også min søster, som var omkring 10 år, og heldigt for os alle endte det med ringe fart mod det store træ i indkørslen. 
Traktoren var en afløsning for hestene. Det blev vist nok fremskyndet af, at min far samme år blev sparket ubehageligt hårdt på høje knæ af en noget hidsig hingst. Noget, som chokerede ham rigtig meget.