(NB. Billedet overdraget af Andreas Petersen)

Marie og Michael Ingvartsen boede ”née i æ by og bag ved æ smej”. Jeg har desværre ingen billeder af dem. Håber du kan hjælpe mig. Det vil gøre mig rigtig glad. Men jeg kan da huske dem. De havde et lille landbrug og supplerede indtægten ved at arbejde for andre. Marie huskes bedst for at være kogekone her og der og alle vegne. Ikke mindst ved fester i skolen/forsamlingshuset – gymnastiksal, med stort omklædningsrum og ”skolekøkken”, som hun kunne bruge.

Høst- og juletræsfester var årlige højdepunkter, men ind imellem blev der også holdt diverse private fester og altid deltog hele byen. 

Jeg havde nær glemt, at Marie jo også gjorde rent på skolen og tog sig lidt af de mange unge lærervikarer, som kom til skolen - 2 måneder af gangen. Bl.a. Kurt Strange Nielsen (se også fortællingen om Iver Ingevartsen) som en af de sidste vikarer og i øvrigt en af de bedste. Han var da ganske ung - måske 21 år - og Marie havde nok ment, at en sådan fyr fra storbyen Skive måtte have svært ved at klare sig selv så langt ude på landet, som tilfældet jo var. Så han blev flere gange inviteret med hende hjem og budt på ret så "sålide måltider", som Kurt selv har udtrykt det. 

Men mon ikke også Marie har været i ”roerne”. Det var jo meget almindeligt i 50-60’erne at der blev tjent ekstra ved at hakke roer for bønderne. 

Michael arbejdede også for bønderne og var i mange år ”markmand” – dvs., at han holdt opsyn med dyr i engene og sørgede for, at der var vand i truget. Det foregik med en metalspand med et stykke reb bundet på hanken, så spanden kunne ”slås” ned i bæk eller å og fyldes, hives op og så tømmes i truget. I fagsproget blev det kaldt ”at slå vand op”.

Udgifter til bl.a. markmand kan læses af byregnskab.

Jeg mener også at kunne huske, at Michel også tjente penge ved at grave grøde op fra bækken med håndkraft/skovl. Ret tungt arbejde. Dette arbejde omfattede også at slå græsbevoksningen på kanterne med le. Det blev kaldt "at slå op".

Michael havde lidt temperament. Bl.a. havde min far fundet ud af, at det var noget nemmere, at køre hen over Michaels lille mark for at komme ned ”æ fælle” på den anden side af bækken, end at køre hele vejen gennem byen og over broen. Det så Michael en dag. Det fik de en så alvorlig snak om, og som endte med, at min far kom i løb. Det var noget, som han ellers kun sjældent gjorde – højst et par skridt efter en ko. Så han må have været lidt i knibe.