Under min søgning efter sønderjysk historie under preussisk styre mellem 1864 og 1920 stødte jeg ofte på ordet: "Kongerigske". For at finde den rette sammenhæng har jeg søgt videre og sammensat denne lille artikel. Kortet viser hvilke områder det vedrører af Sønderjylland.
Døstrup gl. sogn og dermed også Drengsted lå i kongerisk område (bl.a. på grund af Trøjborgs ejerforhold). Her var der langt overvejende dansksindede indbyggere og f.eks. hvis præsten ikke prædike på dansk i Døstrup kirke bl.a. - ja så blev folk væk. Præsten i Skærbæk var meget tysk orienteret og prækede derefter.
Damen til højre er nok det bedste foto af dronning Margrete I, som var regent i Danmark 1672-1412 og også Norge og Sverige. Hun er taget med i dette emne, fordi historien tilskriver hende en stor andel i oprettelse af Kongeriske enklaver - se kortet og læs evt. mere på http://ribewiki.dk/da.
De Kongerigske Enklavers oprindelse
Af N. H. Jacobsen.
Da Danmark ved freden i Wien den 30. Oktober 1864 afstod alle de rettigheder, som det havde i hertugdømmerne Slesvig,
Holsten og Lauenborg til Østrig og Preussen, var der visse dele af egnene syd for Kongeåen, der indtog en særstilling.
Det drejede sig om de såkaldte „Kongerigske Enklaver" d.v.s. nogle spredte områder der stod direkte under kongeriget og havde gjort det i henved 400 år. Ved Artikel IV i fredstraktaten blev imidlertid disse enklaver afstået sammen med hertugdømmerne, "for at forenkle Afgrænsningen mellem Danmark og Hertugdømmet Slesvig og for at ophæve de ulemper, som opstod ved de Kongerigske Enklavers beliggenhed i Slesvigsk område". Til gengæld indvilgede Østrig og Preussen i, „at en ækvivalent del af Slesvig, som foruden Ærø omfattede områder, der var egnede dertil, skulle udskilles fra Hertugdømmet og indlemmes i Kongeriget". Det område af Slesvig, der på denne måde kom til at høre til Danmark, blev de såkaldte „Otte Sogne", der er beliggende mellem den gamle slesvigske grænse ved Kolding Fjord og Kongeåen, samt nogle egne omkring Ribe.
(Kilde: Grænsesti.dk) Efter 1864 blev familier skilt på hver sin side af grænsen, og dobbeltbyen Egebæk-Hviding blev delt i to. Egebæk lå i Vester Vedsted Sogn, som blev i Danmark, og Hviding i sognet af samme navn blev tysk.
Den 15. november 1887 åbnede Vedsted-Hvidding Station, og jernbanen forbandt Bramming-Ribe-banen med Slesvig-Holsten. Anlægget var betalt af industrimanden C. F. Tietgen (1829-1901) og var tegnet af DSB’s arkitekt, Thomas Arboe. Stationen blev med sine 220 m Nordeuropas længste og var spejlvendt, dvs. med samme udseende på dansk og tysk side.
Hvert land havde personale til alle funktioner, og perronen var delt med et jerngitter. Toldpersonalet kontrollerede passagerernes varer, men smugleri forekom også blandt stationens personale, og 4. juni 1916 blev den tyske portør, Peter Olsen, grebet i at smugle en seks uger gammel gris til Tyskland, men påstod, at han havde en kanin i sækken. Grisen havde han købt for to sække kul, men da smugleriet var blevet forhindret, slap portøren for videre tiltale.
