Denne gård var vores nærmeste nabo i retning mod byen. Vores hjem lå jo lidt vest for "centrum". Så der var nogle marker imellem. Det var gamle Andreas, som var ejer af gården på det tidspunkt.
Han deltog i 1. Verdenskrig og blev "lungeskudt". Heldigt må han have været og som minde, gik han med den udoperede kugle i sin tegnebog. Jeg husker, at jeg som barn havde svært ved at fatte, at nogen kunne blive skudt og så leve videre.
Det var ikke et sted vi børn kom, da Hans Peter - sønnen,som senere blev ejer af gården, ret sent blev gift - med Gyda, som var søster til byens smed Silberbauer. Så det har været før 1959. Men så herefter kom der flere børn, bl.a. Andreas, som solgte gården til Jens Petersen Bech.
På et tidspunkt blev jeg såmænd "ungarbejder" på gården. Lidt penge skulle der jo i pungen. Ret meget blev det nu heller ikke til, da Hans Peter jo ikke var sådan en som "gav ved døren". Vist nok en sølle 5'er i timen og det var ret hårdt arbejde. Hans Peter var en, som altid havde "turbo/eller ekstra gear" på. Det med slowmotion, som de andre landmænd i byen befandt sig rigtig godt med, lå ikke lige til hans "højre ben".
Ja, og så var han nem at høre – ikke fordi han råbte, men han talte meget højt og ikke mindst til dyrene. De havde bare at makke ret.
Sjovt nok havde han også den vildeste hest til ringridning. Det foregik en gang om året og var en ret stor begivenhed i byen. Der blev redet om kongetitlen - den der tog flest ringe med en ret lang lanse. Midvejs var der en times pause, hvor rytterne fik sig et måltid mad og rigeligt med øl og brændevin. Hestene blev linet op side om side, mens byens drenge kappedes om at måtte holde en rytters hest imens. Vi øjnene (set på daværende tidspunkt) at redde os en ret god skilling – omkring 2-5 kr. (en is kostede 15 øre på det tidspunkt – for at I lige selv kan regne på værdien - trods alt vel ikke så ringe endda), som rytterne gav for denne ydelse.
Hans Peter's hest stod for os sjældent forrest i køen, da den for det første var svær at holde og dernæst var han nu heller ikke den højest betalende. Det var måske her Jeppe Knudsen kom ind, da han godt kunne holde flere heste ad gangen. Han var god til at regne ”den ud” og vidste nok, at denne hest ikke var værre end de andre. Bare lidt mere uroligt, fordi den jo ikke kunne vide, at Hans Peter holdt pause.
En af karlene på gården var Lorenz. En rigtig god fyr, men for os børn lidt sær. Han stammede en del og ”lugtede” lidt, men ellers godheden selv. Han var der i øvrigt i mange år og endte egentligt med at blive en rigtig god ven. Han kom fra Brøns området, men jeg kender ikke hans historie.
Gården var den største i Drengsted. Det kunne ses på, at der var der langt flere køer/kvæg og heste end på andre gårde. Men at det var største gård i Døstrup sogn på et tidspunkt, har jeg først erfaret i forbindelse med arbejdet med hjemmesiden. Næh, der blev ikke pralet med noget i byen. Alle accepterede hinanden, som de hver især var.
Jeg skal også lige have det med, at jeg som ”drenge-karl” på gården også deltog lidt i høsten. Når ”høsten blev kørt i hus”, stod gamle Andres ofte midt på halmloftet og ”løftede neg” videre med en stor og rigtig godt tændt cigar i munden. Det ville brandmyndighederne nok ikke have tilladt i dag. Han havde vist nok heller ikke spurgt om lov. Den gang gjorde man jo bare det, som var bedst for ”jen”.
Efter krigen i 1820 var der ret så mange krigsfanger. De blev i stort omfang sendt ud på div. gårde for at lappe huller, der var opstået på grund af alle de faldne landmænd og karle, som var blevet tvunget i preussisk militær. Problemet var i øvrigt ret stor.
Så på denne måde fik mange jo andel i denne gratis "arbejdskraft" - også her på gården var der flere russiske krigsfangere. Blandt dem var der en person, som åbenbart var særlig god til at male. Det blev jeg først klar over her i 2015 - 95 år efter - ved at Jens Petersen Bech, som i mellemtiden har overtaget denne ejendom/gård - viste mig ind i "stadstuen",hvor der såvel på loftet som på den ene væg var gemt malererier foretaget af en "krigsfange".
Her i dec. måned 2015 under familiebesøg fik jeg mulighed for at affotografere disse motiver. Du kan se dem under "billeder". Noget særligt historisk interessant og fundet vigtigt for denne familie at gemme på - ja 95 år.
