Fattigvæsen

Fattiggårde og fattigvæsen i 1800-tallet

I 1708 kom der en forordning, der afskaffede de fattiges ret til tiggeri – fra dette tidspunkt opstod begrebet fattighus – hjælp i eget hjem. De fattige gik tit på ”omgang” i sognet, men det har sikkert været mere af pligt end hjertets godhed, at sognets øvrige beboere hjalp de fattige.

I 1803 kommer en ny forordning om regulær fattigskat – den udmåles efter hartkorn.

I samme forordning deler man de fattige op i 3 klasser: de ikke erhvervsdygtige, dvs. gamle og svagelige som skulle have fuld forplejning – de forældreløse børn eller dem der var fjernet fra hjemmet/skulle sættes i privat pleje – og til sidst var der de personer, der pga. mange børn, svagelighed eller alder ikke kunne underholde sig selv.

Helt frem til 1840 var der ikke fattiggårde i Danmark, men derimod fattighuse.

Forskellen på fattighus og fattiggård er, at et fattighus var et hus beboet af en fattig person, der således blev forsørget i eget hjem (som regel vha naturalier) mens fattiggårde var et sted hvor flere fattige personer var samlet.

Der var også den store forskel, at i fattighuset var der ingen pligt forbundet med hjælpen, mens der i meget høj grad var pligter forbundet med hjælpen på fattiggården.  

Fra ca. 1840 og frem til 1860 var antallet af fattiggårde ikke særligt stort, men fra omkring 1870 og frem til ca. 1885 steg antallet voldsomt – helt op til 350-375 fattiggårde, hvorpå der befandt sig ca. 6.500 personer. Som oftest var fattiggårdene placeret lidt uden for byen – at være beboer på fattiggården var bestemt ikke ønskværdigt. Det skulle føles ydmygende!

Belægningsprocenten på fattiggårdene var ikke så stor, som man måske umiddelbart kunne tro. Den lå ofte omkring 45-50% og selvfølgelig flere om vinteren end om sommeren. Det betød nu ikke, at der ikke var mange fattige, men langt de fleste så fattiggården som den absolut sidste udvej.

Den helt overordnede ide med fattiggårde fremfor fattighuse er tanken om økonomisk gevinst. Via rationalisering, bedre pleje samt afskrækkelse skulle fattiggårdene være ”selv-hjulpne” og helst hvile i sig selv økonomisk. Dette kom dog sjældent til at holde stik, ganske få fattiggårde gav overskud, og i givet fald kun i kortere perioder. Kongstanken var ellers, ligesom vi også har brugt den i nyere tid, at hvis man rationaliserer: fælles husholdning, bespisning, varme, vask kombineret med arbejdspligt, så giver det en økonomisk gevinst. Men som nævnt holdt det sjældent stik, de fattige på fattiggårdene var sjældent nogen særlig god arbejdskraft, så det var så som så med udbytttet.

Dagliv på fattiggårdene

Alle fattiggårde skulle have et godkendt regulativ med detaljerede bestemmelser for de fattiges liv og færden. Det var helt almindeligt, at kommunerne kopierede fra hinanden sådan at såvel arbejdsplaner som madplaner var identiske.

Dagen for de fattige startede allerede kl. 5.30 i sommerhalvåret – en halv time senere om vinteren. Herefter blev der spist morgenmad og så blev der arbejdet frem til kl. 12 kun afbrudt af en ½ times mellemmåltidspause.

Middagsmaden varede frem til kl. 13.30, hvorfra der så blev arbejdet igen frem til kl. 19 (igen med en ½ times mellemmåltidspause).

Så var der aftensmad og kl. 21 skulle alle fattiglemmer ligge i deres seng.

Kostplanerne på fattiggårdene blev skrevet af embedslægen og som nævnt blev planerne ofte kopieret fra kommune til kommune. Morgenmaden bestod af øllebrød. Middagen var et var mt måltid bestående af flæsk kombineret med enten grød, kål, ærter eller bollemælk. Aftensmaden var brød med enten smør eller fedt. Man drak mælk eller svag øl til alle måltider uanset alder næsten. Den salte mad frembragte tørst og vandet i brøndene var ofte alt for snavset til at man kunne drikke det. Det kan lyde overraskende, men nutidige ernæringseksperter regner faktisk ovenstående gourmetmåltider som værende en tilstrækkelig ernæring!

Døstrup sogns fattiggård i Vinum

Døstrup sogns fattiggård i Vinum

Boy Schmidt har med sine særlige interesse for lokalhistorie også skrevet et indlæg i den lokale avis By- og Land d. 25. marts, 1986, om fattiggården i Døstrup sogn, der blev kaldt Fattig- og Arbeidshus.

Fra 1815 og frem til 1894 blev der bygget i alt 64 fattiggårde i Nordslesvig, hvor fattiggården i Vinum var en af gårdene. Den lå på Tevringvej 2 ikke langt fra Drengsted, og flere oplysninger kan ses her på den fortrinlige hjemmeside om Vinum: http://www.scholz.dk/vinum/.

Præsten Nissenius Wedel fik i 1728 bygget et hus for fattige i sognet. Det tjente sit formål frem til 1826, hvor det blev erstattet af en fattiggård der blev opført i Vinum, og initiativtager var præsten Gabriel Koch, der var formand for Fattigforstanderskabet. Han foreslog oprettelse af et fattighus for Døstrup Sogn. Forslaget gik ud på, at ejendommen skulle være så stort, at man kunne holde 3 – 4 køer. Huset skulle være på 13 fag foruden stald, og der skulle optages indtil 30 beboere. Formålet med dette skulle være, at give de fattige husly, varme klæder, vask og tarvelig, men tilstrækkelig føde. Man skulle selvfølgelig også arbejde. Og et passende arbejde kunne være at karte, spinde, kniple, sy, strikke, flette kurve og stråmåtter mm.

Forslaget blev vedtaget, og i 1826 blev der bygget et 13 fags hus med stald på en mark øst for Døstrup under Vinum Ejerlav. Arealet var købt af godsejer Holst på Trøjborg for 533 rdb. 32 m. sølv. Byggeomkostningerne beløb sig til 829 rbd. Og anskaffelse af det nødvendige inventar løb op i 107 rbd.

Den 4. oktober 1826 blev huset taget i brug. Det første år blev der optaget 30 personer, deraf 17 børn under 11 år. Det må have været trange forhold. Bygningen indeholdt også køkken og opholdsstue til opsynsmanden.

Fattighuset i Vinum, Døstrup sogn

Fattig- og Arbejdshuset i Vinum, Døstrup sogn

Fattiggaarden i Vinum

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Artikel om fattige i Døstrup sogn

Boy Schmidts artikel om fattige i Døstrup sogn

Fattiggaarden i Døstrup

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Beboere i Fattighuset i Vinum, 1826, 1834-1860

Beboere i Fattig - og Arbeidshuuset i 1826 og ved folketællingerne d. 1. februar 1834 til 1860

 År

Antal personer

Kommentarer

 1826

 30

 -

 1834

 41

 Forstander: Anders Hansen, Kone Karen Hansdatter 

 1840

 43

 Opsynsmand: Anders Hansen, Kone Kjersten M. Christensdatter

1845

 26

 Opsynsmand: Anders Hansen, Kone Kjersten M. Christensdatter

1850

 32

 Opsynsmand: Hans P. Wagner, Kone Ane Jensdatter

1855

 24

 Opsynsmand: Hans P. Wagner, Kone Ane Jensdatter

1860

 22  Opsynsmand: Hans P. Wagner, Kone Ane Jensdatter

 

De originale Folketællinger d. 1. februar 1834 - 1860

De "oversatte" Folketællinger d. 1. februar 1834 - 1860

You don't have a pdf plugin, but you can download the pdf file.

 

 

 

 

 

.